Hvad er symptomerne på grå stær?

Grå stær resulterer i gradvist nedsættelse af synet, men selvom det er den mest hyppige øjensygdom, er det ikke den eneste. Hvis du døjer med problemer med synet over en længere periode, kan det være grå stær, men det er ikke sikkert, at det er det, du lider af.

Aldersbetinget sygdom

Så hvad er symptomerne på grå stær? I starten vil du slet ikke have nogen symptomer. Grå stær udvikler sig gradvist, og der kan gå år, før dit syn for alvor bliver påvirket. Grå stær er i de fleste tilfælde aldersbetinget. Øjets linse, der sørger for, at vi kan se, kan med alderen blive uklar, fordi der opstår uregelmæssigheder i de celler, der udgør linsen. Med tiden kan dette resultere i, at linsen bliver brunlig eller grå – deraf navnet grå stær. Når det sker, vil det hæmme synet, fordi linsen ikke længere er klar og gennemsigtig.

Et andet almindeligt symptom er en uventet ændring i brillestyrken, oftest i minus-retning. Det skyldes ændring i linsens brydnings-indeks. I så fald bør man også skride til operation, selvom et nyt brilleglas umiddelbart synes at kunne bedre synet. Det vil nemlig kun holde i et halvt til et helt år, før det igen skal justeres.

Grå stær kan blive fremskyndet ved rygning, sukkersyge, øjenskader eller andre øjensygdomme, men som regel dukker sygdommen først op omkring de 70 år.

Tegn på grå stær

Jo mere grå stær tager til, jo mere sløret bliver dit syn. Omgivelserne vil typisk opleves som gradvist mere tågede og utydelige, og farver kan også opleves anderledes end før. Nogle bliver direkte blændet af stærkt sollys, da uklarhederne i linsen bliver lyst op af solen, mens det nedsatte syn bliver markant værre om natten.

Problemet med disse symptomer er, at de sagtens kan være tegn på andre øjenproblemer end grå stær. Derfor er det altid nødvendigt at gå til øjenlæge for at få udredt, hvad synsproblemerne helt reelt skyldes. Døjer du med nedsat syn eller har du mistanke om, at du lider af grå stær, er du altid meget velkommen til at kontakte os og få tid til en undersøgelse.

Ring til os